I denne teori deler man den sproglige handling op i tre områder eller domæner. I de forskellige domæner handler vi ud fra forskellige logikker.

Når vi er i produktionens domæne, taler vi ud fra bredt vedtagne konventioner. Det er de regler og vilkår, som vi ikke kan ændre ved. Her er der klarhed og entydighed. Vi har brug for dette område, for her kan vi handle på rutinen.

I æstetikkens/ det personlige domæne kommunikerer vi ud fra for vores egne værdier og holdninger. Det er et domæne, hvor ”jeg” er i centrum. Det er følelsernes, holdningernes, værdiernes, normernes og synspunkternes holdeplads.

Refleksionens domæne er idéernes domæne. Her er vi åbne og nysgerrige og der er ingen endelige svar. Her er der åbenhed og ligeværdighed. Alt hvad der sker er interessant. Her er der plads til hypoteser og idéer. Det er en beslutningsfri zone.

De tre domæner lapper i praksis ind over hinanden.[1]

Når vi skal udvikle os som institution og nærme os idealet ”den reflekterende praktiker”, skal vi i stort omfang være sammen i refleksionens domæne. Og vi skal være bevidste om, når vi er i de andre domæner.

Denne tilgang til kommunikation har givet os redskaber til at arbejde inkluderende i forhold til arbejdet med at opnå en fælles kultur i personalegruppen. Eller med andre ord til at kunne inkludere hinandens forskellige måder at handle og tænke på.

Når vi ser tilbage på året, kan vi se, at vi skal arbejde mere målrettet og modigt med at italesætte, både det vi er enige om, men også det, der skiller os. Vi har med Domæneteorien fået et godt redskab til kommunikationen omkring vores arbejde med børnene. Den er et godt redskab til at komme udviklingen af personalet som reflekterende praktikere nærmere. Det er forudsætningen for, at vi kan arbejde inkluderende med børnene og hinanden.